Bødestraf for spam markedsføring

Juridisk Rådgivningsfirmas logo

Sikrer du dig, at virksomheden har et gyldigt samtykke, før du sender elektronisk markedsføring direkte til potentielle kunder? Kan du ikke bevise et gyldigt samtykke, risikerer virksomheden, at få en bødestraf for at overtræde forbuddet mod spam.

For at gøre det nemmere at overholde reglerne for markedsføring, har Forbrugerombudsmanden i december 2018 offentliggjort en vejledning om spam (populært kaldt spamvejledning) (læs forbrugerombudsmandens pressemeddelelse med spamvejledning her).

Allerede nu har Forbrugerombudsmanden fulgt op på området, og to virksomheder er blevet tilkendt bøder for at sende spam markedsføring ud på mails. Praksis viser, at bødestraffen starter på 10.000 kr. for op til 100 spammails. Herefter stiger bøden med 100 kr. for hver mail. Det er således underordnet hvor mange personer, du sender spammails til. Det relevante er, hvor mange spammails du sender ialt.

Hvad viser praksis om bødestraf for spam markedsføring

Følgende kan udledes af de to afgørelser;

  • Du skal kunne bevise, at personen har afgivet samtykket til markedsføring. Et mundtligt samtykke kan derfor ikke som udgangspunkt anbefales. Det viser afgørelsen, hvor Power A/S i slutningen af juni 2019 blev tilkendt en bøde på 10.000 kr. for at sende 21 e-mails til 13 forbrugere uden at kunne dokumentere, at forbrugerne havde givet samtykke til at modtage markedsføring fra virksomheden (læs forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her)
  • Du skal indhente personens samtykke inden, du sender markedsføringsmateriale. Senest har retten i Helsingør idømt Smuk Indretning ApS en bøde på 34.700 kr. for at sende 347 e-mails til 74 forbrugere uden deres samtykke (læs forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her)

Det må forventes, at flere virksomheder vil blive pålagt bødestraf. Vil du undgå, at komme i uføre med spamforbuddet? Forbrugerombudsmanden afholder den 15. august 2019 informationsmøde om reglerne for prismarkedsføring, fordelsklubber, spam og skjult reklame (læs mere om tid, sted og tilmelding her).

Spamforbuddet er reguleret i markedsføringslovens § 10, hvorefter en erhvervsdrivende ikke må kontakte nogen ved brug af elektronisk post (fx. mail eller SMS) uden forudgående samtykke fra den pågældende.

Indhentelse af persondata, som mail adresser, uden samtykke til den konkrete anvendelse er desuden reguleret i persondatareglerne. Tilsynsmyndigheden i Danmark er Datatilsynet, og bødestraffen kan være meget større, hvis virksomheder dømmes efter persondatareglerne. Ønsker du at vide mere om persondatareglerne er du velkommen til at kontakte mig, eller læse mere herom på min side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *